Lad os dele elbiler 

Fremtidens transportformer er under stadig udvikling, og på Amager kan vi gøre en indsats for, at den bliver miljøvenlig. Derfor samarbejder Miljøpunkt Amager med bl.a. LetsGo om at gennemføre en forsøgsordning med udlån af elbiler i en delebilsaftale.


En el-delebil er for den bilist der ikke har brug for en bil hver dag, men til særlige lejligheder som ferie eller storindkøb. Den kan også være for de virksomheder der alene vil betale for deres kørsel, frem for at have de høje, faste udgifter, der er ved at eje en bil.

Delebiler bruges mere effektivt end privatbiler. Hver delebil der sættes på gaden, erstatter mellem 4 og 8 privatejede biler. De er derfor et godt supplement til at reducere CO2-udslippet, samt antallet af biler i byen. Og med færre biler der skal kunne parkere, er der mere plads til legepladser, parker og cykelparkering.
 

Servicen er specielt tiltænkt små klynger af virksomheder eller etageejendomme og boligforeninger, så det er nemt for virksomheden eller beboerne, at få adgang til en miljøvenlig elbil – uden selv at skulle investere en masse penge i at købe en.

Miljøpunkt Amager samarbejder med delebilsordningen LetsGo.

Arbejdet med el- og delebiler på Amager er støttet af Amager Øst Lokaludvalg

Delebil - bil når du vil

Publiseret d.: 05/08/2014 - 10:11
Slip for forsikringer, dyre reparationer og billån. 
Med en delebilsordning slipper du for alt papirbøvlet og har adgang til flere forskellige biltyper, alt afhængig af dit behov. Og så er det godt for miljøet og sikkerheden at reducere antallet af biler.